Københavneropgør på Østerbro
I dag gæstede vesterbroholdet Ajax København, Team København i svanemøllehallen. Ligesom sidst (i nørrebrohallen) var det en "døm selv kamp", så Robert fløjtede kampen. Det var ellers med "bange anelser" holdet gik på banen. For sidste møde i svanemøllehallen endte 15-5 til Ajax, og en snitter af den størrelse skulle forhåbentlig ikke gentage sig.
Erik J. havde meldt afbud. Søren døjer stadigvæk med knæproblemer samt Jesper L. der stadig er ude med en brækket finger. Til gengæld var der en go gammel kending tilbage på veteranholdet. Claus Albæk som træner klubbens 1. damer.
Ajax lagde ud i et hæsblæsende tempo og kom hurtigt foran 2-0. Men de 2 hold fulgtes godt ad i starten af kampen, og efter knap 7. min stod 3-3 på tavlen. Herefter overtog Ajax styringen af kampen, og efter 11 min. var vesterbroholdet foran 6-3. Ajax var uhyre effektive, og gode til at dæmme op for mulige kontraangreb til østerbroholdet. Og den egentlige faktor for Ajax´s succes var målmanden Steff, der igen stod en fremragende kamp, og nappede 2 straffekast samt nogle 100 % chancer i 1. halvleg. På trods af det "hægtede" Team København sig på Ajaxtoget og var tæt på at udligne inden pausen. Men efter de første 20 min. stod det 9-8 i Ajax favør. I pausen var der en del tumult på Ajaxbænken hvilket resulterede i en 2 min. udvisning. Så østerbroholdet havde alle muligheder for at komme ind i kampen igen i starten af 2. halvleg.
Men Team København formåede ikke at udnytte overtalsperioden fra 2. halvlegs start. Med lidt for hurtige og upræcise afslutninger vandt Ajax perioden med 2-0, og herefter var kampen, set udefra, reelt afgjort til Ajax´s fordel. Yderligere fik Michael W. en dum 2. min udvisning, som vesterbroholdet straffede promte. Alt i alt en kamp, hvor spillet fungerede godt, men hvor "det levende plankeværk" i Ajaxmålet satte en stopper for østerbroholdet. Så da hornet bragede i svanemøllehallen, stod der 13-18 på måltavlen.
Sæsonens første nederlag er nu en realitet. Men som der blev snakket om i omklædningen, var det et bedre hold (københavnsmestrene) der fik de 2 point med hjem fra svanemøllen. Næste kamp er ude mod IF Stadion i Tingbjerg skolehal. Og her er der vel noget at revanchere i forhold til sidste år??? Hvem husker ikke sæsonen 2003/2004 sidste kamp mod netop IF Stadion i Tingbjerg. 14-8 blev det til Tingbjergholdet efter en ret håbløs indsats.
IF Stadion er kommet skidt for start i denne sæson og har tabt alle deres kampe hidtil. Så en sejr om 2 uger i Tingbjerg skolehal er vel ikke helt urealistisk????
Kampen i tal
Old Boys Veteran - Ajax København: 13-18 (8-9)
Målscorere: Michael Westergren 4, Kenneth Christiansen 3, Erik Larsen 2, Kim Dyring 2, Claus Albæk 1, Børge Hansen 1
|
|