Storsejr i svanemøllehallen
Der var i dag ikke tvivl om hvilket udbytte Team København skulle have af kampen mod IF Stadion = 2 POINT og SEJR.
Op til kampen havde der imidlertid været en del uventede afbud. Børge og Jesper J. var begge blevet syge, mens Kenneth og Jesper L. var skadede. Robert, Kim og Claus A. havde alle meldt afbud, så Jan René var kommet ind i truppen på et afbud. Til gengæld var Søren tilbage efter en længere skadespause. Grundet de uventede afbud stillede veteranerne for første gang i lang tid, kun med en mand i udskiftningen (der i sidste sæson var almindelig kutyme). Dagens 8 udvalgte til kampen mod IF Stadion var: Claus Ø, Richard, Søren, Erik L., Erik J., Michael N., Jan René samt Michael W. Jesper L. dukkede også op men agerede holdleder i dag, da Lennert også måtte melde afbud.
Prikken over I´et i dag var dog, at dommerbordet ikke fungerede. Det var gået i stykker og der er endnu ikke afsat penge til at få repareret dommerbordet. Så dommeren måtte både tage tiden, samt holde styr på målene der blev scoret. Og han fik meget at se til denne søndag i svanemøllehallen.
Kampen startede dog med lidt sløsede angreb og fumlet spil fra begge sider. Men efter 2-3 min. begyndte målfesten for alvor. På meget kort tid bragte Team København sig foran 4-1, og allerede her gav Tingbjergholdet op. Østerbroholdet kørte på i et meget højt tempo, hvor IF Stadion ikke formåede at svare igen. Både i 1 og 2. halvleg blev der løbet mange vellykkede kontraangreb hvor Claus Ø (der i øvrigt stod fremragende kamp) var præcis i sine afleveringer med lange bolde der blev kastet fra målfeltet og op til Michael W. og Erik L. der her var sikkerheden selv, mod den noget tamme IF Stadion keeper. Angrebsspillet var også i top i dag, hvor opdækningen i modstanderens forsvar til tider svigtede. Så efter de første 20 min. havde dommeren og dommerbordet regnet sig frem til en føring på 14-5 i Team København favør.
2. halvleg var stort set en gentagelse af de første 20 min. Der var ikke noget at beklage sig over, udover at opdækningen få gange svigtede. Men det havde kun kosmetisk betydning for kampen. Erik L., der bidrog med 13 scoringer, var helt forrygende, og må på nuværende tidspunkt være sikker på 1. pladsen på topscorerlisten. Erik J. havde også "tur i den" og scorede en hel del flotte mål udefra center/backpladsen. Selvom det ubestridt var kampen, mod rækkens svageste hold (som Team København besejrede 19-15 i Tingbjerg Skolehal tidligere på sæsonen), var det en af de mest velspillede kampe, hvor der blev brugt tid og kræfter på spillet og ikke på at beklage og brokke sig til dommeren og medspillere (hvilket er sket før og som bekendt toppede i sidste kamp mod Ajax i Bavnehøjhallen). En meget seværdig og underholdende kamp der både ifølge dommeren og dommerbordet endte 26-9 til veteranholdet fra Team København.
Dagens kamp var weekendens eneste i mesterrækken, og først d. 20/3-05 skal Team København igen i aktion. Her møder de FIF i Tre Falke Hallen i sæsonens sidste turneringskamp. Og det kan godt gå hen og blive et meget tæt opgør, da FIF med nød og næppe vandt sæsonens første indbyrdes opgør med 14-13 i Ryparkhallen. Omvendt kan Team København nu selv afgøre 2. pladsen i mesterrækken. Men det kræver som min. 1 point mod frederiksbergholdet, som uden tvivl vil stille i stærkeste opstilling. Men som man siger i Team København: Vi giver altid "KAMP TIL STREGEN".
Kampen i tal
Old Boys Veteran - IF Stadion: 26-9 (14-5)
Målscorere: Erik Larsen 13 (kanonskytten), Erik Jensen 7, Michael Westergren 3, Michael Nielsen 2, Søren Olsen 1
|
|